• Velkommen
  • Kontakt
    • Personale
    • Bestyrelsen
    • Kontakt os
  • Om Council Center
  • Målgruppe
  • Faciliteter
  • Vision og værdigrundlag
  • Historie
  • Støtteforening
  • Job på CC

BESKRIVELSE AF COUNCIL CENTER





Den selvejende institution Council Center er et bofællesskab for voksne med 12 lejligheder og 1 værelse. Council Center er godkendt af Socialtilsyn Midt, som et socialt botilbudslignende tilbud efter Lejeloven. Der tilbydes § 85 støtte efter Lov om Socialservice efter forudgående visitation fra hjemkommunen. Nærmere oplysninger kan findes på Tilbudsportalen. Council Center er primært et sted for mennesker, der ønsker et længerevarende ophold. Beboerne kan bo på Council Center, så længe det er det bedste sted for dem. Den enkelte beboer lejer sin egen lejlighed og kan søge om boligstøtte. Der er ansat personale med stor pædagogisk erfaring og relevant uddannelse. Beboerne mødes med anerkendelse, professionalitet og medmenneskelighed ud fra viden om forskellige diagnoser, forskellige opvækstvilkår og individuelle behov. Personalet er til stede mandag - torsdag kl. 9-19 og fredag kl. 9-13, samt hver anden lørdag kl. 9-16. Derudover er der altid en telefonvagt, der dækker hele døgnet alle ugens dage. Om søndagen kommer frivillige besøgsvenner fra kl. 15-19.


LÆS også vores PIXIFOLDER

Dagligdags rutiner og aktiviteter:





Beboerne skal opleve, at være en del af fællesskabet, og at de er i stand til at yde noget til fællesskabet. De har brug for hjælp, støtte og guidning til dette og opmuntres til at leve et selvstændigt liv med størst mulig følelse af livskvalitet. Målet er at udvikle og vedligeholde beboernes ressourcer. Beboerne indgår derfor aktivt i fællesskabet og deltager i daglige gøremål som madlavning, rengøring, vedligeholdelse af udenoms arealer m.m. med udgangspunkt i den enkeltes ressourcer og behov. Opgaverne er lagt i faste rammer efter aftale med den enkelte. Det er dog altid beboernes fysiske og psykiske tilstand samt behov, der er afgørende for deltagelse. Beboerne støttes med udgangspunkt i handleplaner fra den visiterende kommune.



Der er særlig fokus på kost og motion. Council Center dyrker selv en del grøntsager, bær og frugter, som bliver brugt i den daglige husholdning. I forbindelse med indkøb og madlavning vejledes der bl.a. i sund kost og sund livsstil. Council Center har et motionsrum og der arrangeres cykel og gåture i området. Stedet kan stille både 2 og 3 hjulede el-cykler til rådighed. Flere af beboerne har aktiviteter uden for Council Center f.eks. i beskyttet job, på aktivitetscenter, i flexjob, som medhjælper i lokal genbrugsbutik og lignende. Beboerne støttes og hjælpes til at deltage i lokalsamfundets arrangementer og fritidsaktiviteter. Council Center har en stor flok frivillige, der bl.a. kommer med et ”friskt pust ude fra” til eftermiddagskaffe og hjælper beboerne med at lave aftensmad hver søndag. De frivillige er ligeledes behjælpelige med praktiske opgaver og transport m.m. efter behov. Council Center tilbyder fælles arrangementer og fester for beboere, frivillige og pårørende. Desuden er der tilbud om udflugter og arrangementer ud af huset.



Skråningen 8, 7480 Vildbjerg - CVR nr. 29238685



Et bofællesskab der bygger på kristne grundværdier