Den selvejende institution Council Center er et bofællesskab for voksne med 12 lejligheder og 1 værelse. Council Center er godkendt af Socialtilsyn Midt, som et socialt botilbudslignende tilbud efter Lejeloven. Der tilbydes § 85 støtte efter Lov om Socialservice efter forudgående visitation fra hjemkommunen. Nærmere oplysninger kan findes på Tilbudsportalen. Council Center er primært et sted for mennesker, der ønsker et længerevarende ophold. Beboerne kan bo på Council Center, så længe det er det bedste sted for dem. Den enkelte beboer lejer sin egen lejlighed og kan søge om boligstøtte. Der er ansat personale med stor pædagogisk erfaring og relevant uddannelse. Beboerne mødes med anerkendelse, professionalitet og medmenneskelighed ud fra viden om forskellige diagnoser, forskellige opvækstvilkår og individuelle behov. Personalet er til stede mandag - torsdag kl. 9-19 og fredag kl. 9-13, samt hver anden lørdag kl. 9-16. Derudover er der altid en telefonvagt, der dækker hele døgnet alle ugens dage. Om søndagen kommer frivillige besøgsvenner fra kl. 15-19.